
Hvem er vi?
Vi er en gruppe bosættere, der arbejder på en udvidelse af Andelssamfundet med eje- og lejeboliger.
Foreningen tæller på nuværende tidspunkt 42 medlemmer, i mange forskellige aldre og baggrunde, men alle med et fælles ønske om at blive en del af andelssamfundet i Hjortshøj
Vi har holdt en række fællesmøder siden juni 2017. Vi har nedsat arbejdsgrupper, der skal forberede vores “bosættelse”, og i starten var det uformelt og uforpligtende. Men for at kunne arbejde effektivt og demokratisk har vi den 17. juni 2018 dannet foreningen som ramme for arbejdet.
Vi står selv for at gennemføre projektet, og der er således tale om en aktivt arbejdende gruppe, ikke en venteliste til ledige boliger. Så ud over at være medlem af foreningen forventes der en grad af aktiv deltagelse i en af arbejdsgrupperne (se mere om disse på hjemmesiden).
Men der tages også hensyn. Bl.a. får vi henvendelser fra børnefamilier, der på grund af deres hverdag har svært ved at komme til møder og være aktive, men det skal ikke afholde nogen fra at kontakte os. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at livet som småbørnsfamilie er omtrent som at gå på vandet…
Bestyrelsen
Foreningens bestyrelse valgt på generalforsamlingen 2026 består af:
- Søren Krusborg Brarup (Formand)
- Andreas Obel Bjørn-Præst (Næstformand)
- Josefine Hansen (Kasserer)
- Ninna Svendsen
- Nanna Berg
- Inge Marie Pallesen
Suppleanter:
- Lilian Rasmussen
- Matilde Vendelbo Andersen
- Hanne Sabalic
Revisor: Anne Marie Toft Hansen
Kontakt bestyrelsen via: info (snabel a) hjornegrunden.dk
Værdier
En bærerdygtig livsstil. Det skal ses som en holistisk grundtanke, med fokus på byggeri, natur og fælleskab.
Værdigrundlaget er en forlængelse af de eksisterende værdier i AiH.

Vi har på fællesmøderne drøftet værdier og ønsker for fremtiden i et fællesskab med forskellige boformer (ejer- og lejerboliger), for både seniorer, børnefamilier, singler og unge. Boformer, der kan gøre det muligt for folk på tværs af alder og økonomi at flytte ind. Et ønske, der falder godt i tråd med Aarhus kommunes politik om at være en mangfoldig og aktiv by.
Vi ønsker at understøtte og videreudvikle den fællesskabskultur, der er i AiH, og som bygger på en social dimension med engagement og ansvar overfor hinanden. Dette skal udmøntes konkret via bl.a. fælleshusenes funktioner samt muligheden for sociale tiltag – som for eksempel fællesspisning, fælles ansvar for udearealer, fælles kulturarrangementer og fælles værksteder.
Sociale aktiviteter som disse tjener til at styrke både sammenhængskraften og de praktiske sider af beboernes fællesskab, og de kan desuden forebygge isolation og ensomhed.

Vision
Vi ønsker at viderebygge på det eksisterende AiH, men samtidig udnytte de teknologisk fremskridt indenfor energi og bæredygtig byggeri.
Der er stor fokus på fællesfaciliteter og grønne fællesområder.
Vores vision er et bæredygtigt byggeri med anvendelse af miljøvenlige materialer, der belaster miljøet mindst muligt med fokus på allergivenlige boliger.
Vi vil også gerne være i front med den nyeste teknologi på energiområdet og ønsker at støtte grøn og vedvarende energiforsyning. Regnvandsopsamling og genanvendelse af det grå spildevand skal gerne indgå som en del af byggeriet.
Vores idéer omfatter bl.a. etablering af p-pladser ved Gl. Kirkevej, overdækket med en konstruktion af solfangere, som på denne måde tjener to formål. Som i det øvrige AiH vil vi kun tillade arbejdskørsel, og vi forestiller os derfor blot en smal vej, der snor sig gennem området, samt et stisystem, som bl.a. skaber forbindelse til de eksisterende bogrupper. Dette er med til at sikre et miljø med gode rekreative muligheder mellem boligerne, ikke mindst for børnefamilierne.
Vores ønske er etablering af fælleshuse med bl.a. fælles vaskeri, der kan være med til at minimere energiforbruget. I den forbindelse ser vi Tiny-houses som en interessant boligform, der kunne indgå som en del af byggeriet.
På alle disse områder vil vi trække både på state-of-the-art viden og de erfaringer, man gennem årene har gjort i AiH og andre danske bofællesskaber.
Vi ønsker ligeledes at undersøge, hvordan vi kan arbejde med cirkulær økonomi, brugeradfærd og eksponering af energiforbruget. Områder som vi finder vigtige for den måde, vi ønsker at leve på, og som kan understøtte vores værdier om et bæredygtigt og miljøvenligt samfund.
Hvor er vi nu?
Helhedsplanen blev vedtaget i Aarhus kommunes byråd i efteråret 2025. Det har lykkedes foreningen at få inkluderet mange af vores interesse punkter i planen.
Næste skridt er udarbejdelse af en lokalplan, hvor vi løbende følger med og bidrager til kommunens arbejde.

Nyt om helhedsplan
Helhedsplanen for Hjortshøj blev på byrådsmødet den 22.5.24 godkendt til at blive sendt i høring. Efterfølgende har der været høringsrunde hen over sommeren 2024. Der var frist for høringssvar den 15. august 2024. Der kom over 600 høringssvar fra Hjortshøj. Nu afventer vi at kommunen indarbejder eventuelt ændringer til helhedsplanen.

